Kjeld Zacho Jørgensen ny administrerende direktør i Billund Lufthavn
15. april 2010
Billund Lufthavns bestyrelse har udpeget 51-årige Kjeld Zacho Jørgensen som ny administrerende direktør for Vestdanmarks største lufthavn.
Kjeld Zacho Jørgensen kommer fra stillingen som administrerende direktør for Region Syddanmark og afløser den 1. juli Billund Lufthavns mangeårige administrerende direktør, Jørgen Krab Jørgensen. Krab Jørgensen meddelte allerede i december 2009 bestyrelsen, at han ønskede at fratræde, hvorefter en ansættelsesproces blev iværksat.
Det er en erfaren mand, som nu sætter sig i førersædet i Danmarks næststørste og Vestdanmarks største lufthavn. Kjeld Zacho Jørgensen har igennem de seneste mere end 15 år arbejdet inden for den kommunale og regionale sektor og har et indgående kendskab til såvel regional erhvervsudvikling som de politiske processer i kommuner og regioner.
Kjeld Zacho Jørgensen har stor respekt for den udvikling, Billund Lufthavn er undergået de senere år og er sikker på, der er masser af muligheder for yderligere udvikling af lufthavnen.
"Fortsættelse af den gode udvikling, der er sket med lufthavnen, vil være af stor betydning for at fastholde en balanceret udvikling mellem landsdelene. Nøgleordene er samarbejde, innovation og kontinuitet baseret på troværdighed, åbenhed og dialog", udtaler Kjeld Zacho Jørgensen.
Billund Lufthavns bestyrelsesformand, Bjarne Hansen, siger:
"Vi er meget glade for, at vi har kunnet ansætte Kjeld Zacho Jørgensen som ny administrerende direktør til at videreføre Billund Lufthavns flotte udvikling, som hidtil har været varetaget af Jørgen Krab Jørgensen.
Kjeld Zacho Jørgensen bringer, med sin overtagelse af dette arbejde, en række kompetencer, som er betydningsfulde for Billund Lufthavns fortsatte udvikling i et stærkt konkurrencepræget flymarked. Og vi ser frem til samarbejdet med Kjeld til gavn og glæde for lufthavnens brugere, ejere og ikke mindst alle medarbejdere.
Samtidig vil vi sige Jørgen Krab Jørgensen en stor tak for hans virke og stærke engagement igennem talrige år."


